En aften med krondyr!

Fotografen finder en lysning i skoven og lister sig frem for at se om der foregår noget…

Der går en krondyrkalv og græsser………
Den er for ung til at gå alene – så mor må også være der et eller andet sted…  det er hun også, men hun sansede mig, før jeg fandt hende – og kalven blev kaldt ind i skoven.

Der er stille i lysningen, fotografen tager plads, slører sig og venter……..

Efter en rum tid træder en ung dame ind på scenen i den sidste aftensol.
Hun græsser længe hvor hun er rolig – hun føler sig tryg

En hjort har stået bag træerne og betragtet hende, når hun har bevist, at der er trygt, så tør han endelig også at komme frem.  Med 8 ender, er han ikke skovens største, men lige nu er det ham der råder i denne lysning.

Hans brunst er ikke så udpræget endnu, han æder græs og stemmeøvelserne er ikke overbevisende. Det er ikke den dybeste stemme som høres i skoven, men så længe han er alene, har han rollen som pladshjort, og kan han nyde hendes nærvær i fred.

Det er som oftest hinderne der opdager når der er fare på færde, hjortene er lidt lettere at have med at gøre.
Hun er tryg nu- men som altid ekstrem årvågen, fotografen er presset flere gange.  

Pludselig flyttes hendes opmærksomhed, hun retter et stift blik ind i skoven – han har ikke opdaget noget – det giver fotografen mulighed for at rette lidt på stillingen, og få frisk blod ned i benene.

Stille og roligt dukker en ny spiller op på venstre kant af scenen, det er også en 8 ender… han ser sig meget omkring, og undersøger lysningen.

En uventet udvikling, fotografen er ikke ordentlig dækket fra den side, og det kræver en stor drejning med kameraet at få ham. Der er nu tre at holde øje med, inden der kan bevæges hænder eller drejes på kameraet. Hjortene er medgørlige, de har hinanden at holde øje med – men hinden er ubehagelig insisterende i sine vedvarende blikke.

Pladshjorten holder op med at æde og bevæger sig roligt frem mod den indtrængende, som stopper op i skovkanten. Pladshjorten når kun halvvejs, så kaster han sig ned i et sølehul og tager sig flere voldsomme badeture. Motiveret af situationen er stemmen ligesom blevet lidt kraftigere, endda selv brølene som udstødes fra liggende stilling. Badene afbrydes med mellemrum, for lige at tage bestik af udviklingen på scenen – men der er ro på!

Alene synet og lugten af den nu næsten sorte pladshjort som er sølet ind i mudder, og lugter godt af hormoner, egen urin og sæd, får indtrængeren til langsomt at fortrække – det kan han alligevel ikke hamle op imod.

Natten er ung og meget kommer sikkert til at ske, men det bliver desværre uden mig – det svindende lys har presset fotografen et stykke tid, og nu er der ikke længere lys nok til at stille skarpt.
Efter et stykke tid fortrækker også pladshjorten og hinden – og fotografen kan slippe væk uden at forstyrre. Han trækker hjemad, en dejlig oplevelse rigere!