En morgen med krondyr
En morgen med krondyr
Jeg satte mig et mål for 3 år siden – at jeg ville have et billede, af en svømmende kronhjort.
Et mål der skulle vise sig at give rigtig mange udfordringer, og tage rigtig meget tid!
Rigtig meget tid er i de 3 år gået med at finde et sted hvor motivet kunne findes, og med søgninger efter spor. Endelig er det vigtigt, at finde ud af, om der er nogle rytmer eller specielle forhold som kan øge chancerne for at møde motivet. Det handler naturligvis om, at når jeg er på plads, så skal der være en “rimelig” sandsynlighed for at motivet optræder.
Hvad der er “rimeligt”, afhænger naturligvis af motivets karakter – og i dette tilfælde må der forventes “nogen ventetid” !
Efter megen kortlægning og research på land, kom turen til at gå i vandet og observere !
Morgenturene starter meget tidligt, de involverer ofte en lille tur i kano for at nå frem. Jeg tager opstilling mens det stadig er helt mørkt, så kan der nå at falde fuldstændig ro over området i god tid inden, der er lys nok til at kameraet kan fokusere.
Det er blevet til rigtig mange morgener gennem tiden, men det er en lækker oplevelse at stå ude i søen og mærke dagen starte.
En fiskehejre kommer ind til landing i ventetiden
Der er meget andet liv som vågner, forskellige fugle høres og ses rundt omkring mig, bla. isfugl suser “ofte” tæt forbi. Jeg har flere gange hørt en odder, og har haft den så tæt på som 2 m, et herligt syn. Egernene over mig har jeg sågar mistænkt for at smide bog ned over mig med vilje.
Fotografen er på plads. Billedet er taget lige inden hjemturen, hvor lyset er stærkt.
Vejret spiller en stor rolle i sandsynligheden for succes, naturligvis er vindretningen fuldstændig afgørende, men på denne tid af dagen kan vinden være så svag, at den er svær at retningsbestemme. Skydækket er afgørende for hvor meget lys der når ned på motivet. Mosekonen brygger ofte i de tidlige morgentimer, hvilket kan være rigtig flot, men når jeg ønsker at fotografere dyrene i øjenhøjde, så kan disen gemme motivet.
Det lykkedes mig for 3 år siden at møde en hin i vandet, desværre var det så tidligt, at der ikke var lys nok til at opnå den ønskede billedkvalitet. Jeg var klar over, at jeg kun havde ét skud at gøre godt med, så timing var uhyre vigtig. Hun hørte klikket, og stirrer lige mod mig, så er motivet “ødelagt” – jeg tog et skud mere – og straks skifter hun retning og motivet er væk.
En hin i mørket. Billedet taget ved ISO 6400; 1/160 sek; f/2,8; 300mm
Vejret spiller også ind på krondyrenes adfærd, og det er jo afgørende at de er i bevægelse. Jagttrykket i dagene op til, kan også være af stor betydning,
Den første efterårsmorgen 2015 hvor der var rim i græsset – det var op til fuldmåne – og vindretningen var rigtig. Det var en morgen med muligheder, jeg begav mig afsted og det skulle vise sig at blive en helt usædvanlig morgen.
Dyrene er ganske rigtig i bevægelse, jeg ser flere hjorte i vandet den morgen.
Den første er en helt ung hjort, men den er ude på så stor afstand, at den er dækket af dis, hvilket både dækker motivet, men også vanskeliggør fokuseringen.
En ung spidshjort kommer tæt på
Senere dukker endnu en hjort op, det er en spidshjort – den er flink, den går i vandet lige hvor jeg havde drømt om. Dog tager dog en en uventet retning under svømmeturen, og kommer derfor ikke ud i den del af vandfladen hvor lyset er bedst.
Jeg skal dog ikke klage, den svømmer tæt forbi og giver mig et flot motiv inden den hører kameraet og forsvinder.
En ulige 12 ender lidt langt ude i disen
13 minutter senere rumsterer det igen, og lidt efter kan jeg høre plaskelyde. Endnu et dyr er på vej i vandet – det er også en hjort, en ulige 12 ender. Den ligger lidt længere ude og er meget indhyldet i dis, men der er nu så lyst, at det kan laves et billede, omend det ikke kan blive helt klart!
Det er nu ved at være godt hen på morgenen, det er ikke særlig sandsynligt at der kommer flere dyr – men beruset af oplevelserne nyder jeg situationen og bliver i stillingen – der kan jo ske hvad som helst sådan en herlig morgen. Der er jo nogle forhold som har sat dyrene i bevægelse netop denne morgen.
Efter yderlig 20 minutter hører jeg igen noget rumstere, men hører samtidigt mennesker der snakker i nærheden. Åhh – vil de da bare holde sig væk lidt endnu. Jeg hører plaskelyde tæt på, – et dyr er gået i vandet. Lidt senere glider det frem, og viser et kraftigt gevir med 14 ender.
Det er den situation jeg har drømt om i 3 år: en stor hjort i vandet, lige foran mig, og på et tidspunkt hvor lyset er godt. Nu gælder det om at have “is i maven” – holde igen, og vente til det rette øjeblik for ikke at risikere at ødelægge motivet.
En 14 ender glider frem i vandet foran mig
Det er en stor kraftig hjort som heldigvis er meget selvsikker, så den bliver ikke opskræmt af, at det klikker inde fra busken.
DER VAR DET – jeg fik mit billede !!!
Det er med en dejlig fornemmelse i kroppen, at jeg pakker sammen og drager hjemover. Den dag er begyndt godt – rigtig godt endda……………
Det er en situation som jeg gerne vil mindes, og videreformidle – derfor stillede jeg efterfølgende op til at kunne lave en selfie.
Da det jo også er lidt specielt, så jeg tog også dette billede af opstillingen….
Print til din væg
Jeg har haft fornøjelsen af at printe billedet i forskellige størrelser. Det er dejligt at se billedet gør sig godt i storformat. Nok kan stort være imponerende, det er dog vigtigt at det skal passe ind i interiøret.
Se nærmere her: Print til din væg
Nærmest ufatteligt smukt! Tusind tak for at dele dine billeder med os.
Velbekomme Tommy!
Mange tak for din kommentar!
/per
Rigtig fin fortælling, der også beskriver hvor svært et mål du har sat dig for. Men sikken en gevinst. Tålmodighed, tålmodighed, og mange timer ligger sikkert bag de rigtig flotte billeder.
Du kender gamet Peter 😉
Tak for din kommentar!