Krappefiskeren og isfuglen

I min søgen efter den Brunvinget Storkenæbsisfugl ( Brown-Winged Kingfisher ) i Thailand mødte jeg denne lokale krabbefisker.

Jeg opsøgte ham og viste ham et billede af den Brunvingede Storkenæbsisfugl i en fuglebog, han gav tydelig udtryk for at kan kendte den, og begyndte at efterligne dens kald.
På trods af at han ikke kunne ét ord på engelsk, og mit Thai var ligeså mangelfuldt, så lykkedes det med arme og ben, at lave en aftale om at vi skulle mødes næste morgen, når det var højvande.

Han var i gang med forberedelserne da jeg mødte op næste morgen. Der var placeret en “kongestol” i båden til mig, og han var igang med lænsning af båden. Lænsning er et helt almindelig behov her – og foregår meget hyppigt :-).

Vi tog afsted mod den tætte del af mangroven, hvor vi “tilfældigvis” kom forbi 10 – 12 fælder som han havde sat op i går. Glæden var stor, begge gange der var en krabbe i.

Vi kom forbi disse 3 flydende huse som beboes af andre krabbefiskere. Min skipper skulle lige opdateres med sidste nyheder, så vi tog på besøg.

Fiskeren her var i gang med at klargøre krabber til markedet. Omhyggeligt undgik han deres klør, med storetåen som skruestik blev kløerne bundet indtil kroppen.

Vi drog videre i vores søgen efter den Brunvingede Storkenæbsisfugl.
Det var en fantastisk oplevelse at sidde i kongestolen, fuldstændigt lydløst manorerede han båden igennem mangroveskovens små og snørklede veje. Han kender hver en afkrog, og vidste hvilke steder båden lige præcis kunne klemmes igennem.
Fuglen lod sig høre, men omend vi var lydløse så var vi bestemt ikke sløret. Han var glad for at kunne vise mig den Hvidhalsede Smyrnaisfugl – omend jeg var begejstret – så var det altså ikke den jeg var ude efter.

Endelig fik vi øje på en Brunvinget Storkenæbsisfugl som sad med forholdsvis frit udsyn mellem grene og blade. Komplet lydløst arbejdede han os langsomt tættere og tættere og tættere på.
Jeg var voldsomt udfordret af, at fokusmotoren i objektivet var gået i stykker et par dage tidligere. Manuel fokus gør det ikke nemmere, når alle tingene skal spille. Med begge hænder på kameraet gav jeg små fingertegn til skipper, for at komme i rigtig position.
Fuglen blev troligt siddende – da vi kom helt tæt på, gik det op for mig, at den var blind på det ene øje.

Efter 3 timer havde hans lokalkendskab, tålmodighed og roteknik sikret at vi nåede vores mål. Jeg kunne vende mig om og udveksle Thumps up med skipper.